torsdag den 28. juni 2012

Lotos og farvel for denne gang

Så er det ved at være slut for denne gang i Sougia. Vi sidder på Lotos og får en kaffe og en te. Vi skal med taxa til Chania Airport om en times tid. Kufferterne er pakket og synes om muligt endnu tungere end da vi rejste herned. Men knap 4 ugers sved og møg vejer vel også.
Lotos ligger lige i krydset mellem "hovedgaden" og "strandvejen". Her kommer vi også næsten hver dag og drikker vores friske appelsinjuice og/eller kaffe og te. De serverer også en vidunderlig frugtsalat med yogurt.

Raki Bar

Maria ejer og driver Raki Bar og spiller den absolut bedste musik i Sougia. Baren er åben fra om eftermiddagen til den sidste gæst er gået. Det er overalt i Sougia gæsterne, der bestemmer lukketiderne, men det mest de græske, der hænger længe ud her på Raki Bar.
Når det er koldt serverer Maria en "rakomelo" en varm raki med honning og nelliker. Det har der ikke været behov for i år.
Raki Bar ligger på "hovedgaden", der fører ned til stranden. Lige overfor ligger "Rebetiko". Adonis fra "Rebetiko" er fætter til Maria.

søndag den 24. juni 2012

6th swimming contest i Sougia

I går lørdag afholdtes det 6. internationale svømmestævne i Sougia. Det er en meget fornøjelig og meget græsk affære, selvom der jo altså også er svømmere med fra andre lande.
Der er tre forskellige konkurencer: en for børn på et par hundrede meter eller måske kun 100, så en for voksne på 1,5 km, og endelig en for voksne på 8 km,
Den for børnene er nok den sjoveste at se på, For selvom den kan være længe om at komme igang, så er den nem at overskue og hurtigt overstået. Den er også sjov, fordi vi altid kender nogle af børnene. Også i år havde Wanda og Adonis et af deres børn - Dimitris - med. Han står midt i flokken på billedet af de deltagende børn. Han har svømmefødder på. Når man er under 9 år må man godt bruge svømmefødder. Dimi er 7 år.
Alle der deltager får en medalje og et diplom uanset om de bliver nummer et eller nummer sjok.
Om aftenen afholdes der en stor spisning på en af byens restauranter med alle deltagerne og deres familier og alle der har hjulpet til. Der er græsk musik og e folkedansergruppe fra området optræder inden alle andre kaster sig ind i den græske dans.

"Rebetiko" - det bedste spisested i Sougia


Vi spiser næsten hver aften på "Rebetiko". Det er utroligt dejligts spisested. Det ejes og drives af hollandske Wanda og hendes græske mand Adonis. De har fire drenge i alderen 6 til 15 år. I år er menageriet forøget med Bobbi en lille blandings hund, som var blevet efterladt på et af udlejningsværelserne.
Man spiser rigtig godt her. Der er alle de klassiske græske retter, som alle turister kender, men der er også mange lokale retter og selvopfundne nyheder.
En af vores yndlingsspiser er en vidunderlig grøn salat. Af de lokale retter er "kaletsunia" (det staves nok anderledes). Det er små dejgpakker med et fyld af kryderurter og grønne ting fra have og natur. Det er Adonis' mor, der laver disse hjemme i Moni.
Inden vi tager herfra skal vi have en gang lammekoteletter fra grillen. Det er bare godt!
I år har vi for det meste nydt en rigtig god lokal rødvin. Langt, langt bedre end den vi engang havde bragt med hjem herfra.

torsdag den 21. juni 2012

Aghia Irini

Aghia Irini er ikke bare den lange smukke kløft, der ender ved Sougia. Det er også navnet på et lille meget smukt beliggende kapel oppe over Sougia.
Kapellet ligner de tusindvis af andre kapeller, der ligger spredt over Kreta: hvidkalkede mure, røde tage og en flot udsigt. Måske ikke noget at køre langt efter, men absolut en lille spadseretur fra Sougia værd.

onsdag den 20. juni 2012

Pelican supermarked

Det måske allervigtigste sted i Sougia er det lille supermarked "Pelican". Det drives af Kirikos og hans hollandske kone Eleni og er opkaldt efter en pelikan, der i nogle år boede i Sougia.

Butikken er mindre end Hannes stue, men jeg tror, man kan finde næsten alt der. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men i hvert fald næsten alt. Det er stort set ligemeget, hvad man spørger efter, så findes det i butikken.

Jeg køber hver morgen et frisk brød. Det koster 1 € og er mindst lige så smagfuldt og sprødt og lækkert, som Lagkagehusets, der koster 5 €. Det bevarer dog ikke helt så længe sin sprødhed i varmen som Lagkagehusets, vil jeg tro. Derfor køber jeg for det meste blot 1/2 brød for 1/2 €.

Jeg køber også resten af vores morgenmad i supermarkedet: græsk yogurt, marmelade, ost, te og den mest vidunderlige lokale honning.


Valget i Grækenland (fortsat)

Min forudsigelse om valget i Grækenland var ikke helt rigtig, men heller ikke helt skæv. Faktisk var der på Kreta flertal for Syriza i alle 4 regioner fra øst til vest. Men for Grækenland som helhed var det Nea Demokratia, der fik flest stemmer. ND fik 29,7 pct mens Syriza fik 26,9 pct. Altså ikke nogen større forskel, men nok til at ND fik de 50 ekstra mandater det største parti får tildelt.
Stemmeprocenten blev 62 mod 65 ved valget den 6. maj 2012.
De grækere vi snakker med er utilfredse med valgets udfald. De mener, det er det samme gamle lort, og at der nok kommer valg igen inden årets udgang!
Ligenu ser det ud til, at 3 partier danner regering: ND + Pasok + Demokratisk Venstre. De har i alt 179 mandater. Der skal 151 til at danne regering. Men det er ikke officielt endnu, så lad os nu se.

lørdag den 16. juni 2012

Valget i Grækenland i morgen

Vores værtspars - Jorgos' og Katarina's - søn bor og arbejder i Chania, men han er registreret i Moni, så skal han stemme dér. Ligesom mange, mange tusinde andre græske stemmeberettigede til valget den 17. juni 2012 skal han rejse fra hvor han bor, til dér hvor han skal stemme. (Moni ligger 5 km fra Sougia på vejen mod Chania og er en ganske lille landsby).
Det syntes jeg jo var sådan lidt en begrænsning af den demokratiske frihed. Men ifølge sønnen, så er han glad for at skulle rejse. Så kan han få hilst på sin bedstemor og sine gamle venner for nu ikke at nævne sin far og mor.
Hvis han ville, kunne han sagtens lade sig registrere i Chania, hvor han - som nævnt - bor og arbejder og har sin kæreste. Men han foretrækker at være registreret i den lille (bitte) by, hvor han kan ringe til Nikos og få ordnet sine tilladelser eller hvad det nu kan være, hurtigt og uden for meget bureaukrati. 
Vi har en løs aftale om, at jeg kan komme med i morgen og se afstemningen i det lille valglokale på den gamle skole i Moni. Der skulle være åbent mellem 7 og 19, så de godt 150 stemmenerettigede burde have tid til at stemme. Om de gør det er en anden sag.
Det er helt umuligt for os at følge med i græsk tv's dækning af valgkampen. Og så vidt vi kan se, er der ingen her i Sougia, der ser andet tv end det vi ser = fodbold. Så jeg ved ikke noget som helst om hvad valganalytikere og andre kloge åger siger om valgets udfald i morgen, men jeg tror, at Syriza får et stort valg og at stemmeprocenten vil være noget højere end ved valget den 6. maj 2012.
Det er meget lidt politik, man får snakket med folk hernede, og jeg tror faktisk ikke de taler ret meget om det indbyrdes. Dem jeg har fået talt med er meget meget utilfredse med Pasok og Nea Demokratia, de to gamle regeringsbærende partier. Især synes man vrede på Pasok, det socialdemokratiske parti. Man orker vel egentlig ikke at stemme, for hvad kan det nytte, men jeg fornemmer, at de gør det i morgen.
Hvad der så vil ske bagefter, tror jeg ikke engang de græske guder noget som helst om.
Turisterne synes også bekymrede. Vi har aldrig oplevet så få turister - græske så vel som udenlandske - som i år. Vi har længe prøvet at undgå at erkende det, men der er langt, langt færre end der plejer at være. Vores canadiske doktorven Andrew og hans engelske venner rejste hjem i dag.De var hunderædde for hvad valget i morgen vil bringe af strejker, mangel på benzin, lukning af pengeautomater osv. osv.
Vi er på ingen måde bange på det personlige plan, men naturligvis bekymrede for hvordan det skal gå for vores lille smørhul, Sougia, og dets søde beboere.

fredag den 15. juni 2012

Politistationen i Sougia

Selvom der kun bor omkring 39 voksne i Sougia om vinteren og mÅske det dobbelte om sommeren, sÅ har Sougia en lille politistation. Den er ikke bemandet hele tiden, men meget ofte kommer Noufris - politimanden - i sin lille bil og snakker med folk i byen og hilser pÅ gamle turister som Hanne og jeg.

Han er for det meste i civil, men et par gange har vi set ham i uniform.

Sidste gang var ved de officielle Sougia-mesterskaber i svØmning. Og forrige gang var da der dØde en belgier oppe pÅ stien mellem Lissos og Paleochora. Han dØde af solstik.

Hvorfor der er en politistation i Sougia i dag ved jeg ikke, men historisk har man sØrget for, at der selv i den mindste flÆkke var en reprÆsentant for staten, myndighederne, autoriteterne. En, der kunne fortÆlle op i systemet om venstreorienterede og andre undergravende elementer i lokalsamfundet.

Men det virker faktisk som om alle er glade for den lokale politimand i landsbyen.


torsdag den 14. juni 2012

En varm dag

Nu er varmen virkelig kommet til Sougia.

Klokken 3 i nat vågnede jeg (vi havde jo fået lidt øl om aftenen) og på mit Tissot ur stod der 28,7 grader celcius. På den skyggefulde altan var der ved 10-tiden 34,2 grader og den vind, der kom ned fra bjergene, var som en føntørrer på mellemste trin.

Vi har været meget heldige i år med vejret. De første par uger har været perfekte vejrmæssigt: varmt og solrigt om dagen og næsten uden vind. Nætterne har ikke været kølige, men dog svale.

Jeg er alvorlig bange for, at det vejrbillede nu er ændret radikalt.

Senere i dag (klokken 17) skal vi med til skoleafslutningen på den lille skole i Rodovani. Det bliver nok en varm sag, men forhåbentlig lufter det lidt deroppe.

På billedet ses Hanne, der har prøvet at ringe til sin onkel Helge, der fylder 90 år i dag. Det lykkedes senere fra en anden telefonautomat.


tirsdag den 12. juni 2012

Stranden om morgenen

I morges så et stykke af stranden sådan her ud.

Det er et sted med masser af sand, men så langt fra vandet, at der kan være ulideligt om dagen.

Mange fristes af de de store flade og afrundede sten til at lave små skulpturer. Det er faktisk små varder eller steinmänner, som tyskerne meget beskrivende kalder dem.

Især i weekenderne er der mange, der slår telt op i området.


Stranden og badelivet

Stranden ved Sougia er noget for sig selv.

Sougia ligger ved en lang bugt ved udmundingen af en lille flod, som kommer oppe fra Agia Irini, og som altså løber gennem hele kløften. Om sommeren er der absolut ikke noget som helst vand i floden, men vi har én gang i en maj måned set den lige efter et skybrud, der havde sendt masser af vand igennem den.  Så der kan være vand i den.

Det er mest en stenstrand. Der findes pletter med sand, som flytter sig fra år til år, men man kan ikke regne med at kunne ligge i sandet. Så man ligger på sten. Bløde runde afslebne sten og flade slebne sten. Man kan stort set altid finde sig en god plads at ligge på. Et medbragt underlagt hjælper.

Der er med årene kommet parasoller og liggestole, men de er i år begrænset til to klumper af 16 parasoller. Én lige neden for restauranterne og én mod vestenden af bugten. Ikke helt henne ved havnen, men med afstand til den første gruppe parasoller. De ndre år har der kun været én stor gruppe neden for restauranterne.

I årer der også kommet en lille kajak-udlejning til på østsiden af flodlejet. Desværre er det kun kajakker man sidder på - ikke i. Jeg har prøvet en sådan kajak i New York på Hudson floden. Det var sjovt, men her synes jeg der er for meget hav til bare at sidde på toppen af kajakken.

I vestenden af stranden bader de fleste af Sougias grækere. I midten bader udenlandske og græske éndagsturister og i østenden af stranden bader vi og andre, der synes hvide streger på kroppen skæmmer det smukke solbrune look.

Ved østenden af stranden kan man kravle uden om de klipper, der afslutter stranden og bugten, og nå frem til - hvad vi kalder "Hullet" - men grækerne og turister i øvrigt kalder "Pigs Bay". Der er dog ikke meget Svinebugt over den lille stenstrand. Det er svært af finde fredeligere plet på jorden. Og noget svineri har vi ikke oplevet. Men heller ikke her ønsker de fleste hvide streger på kroppen.

I hele denne uge har havet været næsten spejlblankt. Det har stort set ikke blæst. Andre år har der været enorme bølger, der kunne flytte rundt på stenene på stranden. De fleste år er der en stor dønning man kan body-surfe på.

Vandet er bare så rent og klart.


Billedet viser stranden set fra øst mod vest. Det er formiddag og der er nogle underlige skyer på vej fra syd mod nord. De blev hurtigt opløst.


søndag den 10. juni 2012

EM-fodbold i Sougia

Det er altid utrolig sjov at se fodbold her i Sougia. Især, hvis Danmark er med og spiller godt. Det sker jo desværre ret sjældent, men det kan ikke tage fornøjelsen fra fodboldkikningen.

I år er det særlig sjov, fordi så mange af de nationaliteter, der er med ved EM også er repræsenteret hernede. Der er svenskere, hollændere, danskere, tyskere og ikke mindst grækere. TV-kikning er en social foreteelse hernede. Man ser fordbold på kafeerne, som alle har store skærme med flotte billeder og en højtråbende græsk kommentator.

I går var det særligt godt at se, fordi Danmark vandt 1 - 0 over Holland, men det var sgu' næsten synd for hollænderne, for de var virkelig dybt, dybt skuffede. I dræbergruppen med Tyskland og Portugal som de øvrige deltagere, havde de klart regnet med at danskerne blev banket. Det havde vi såmænd også!

Men det dejlige er, at uanset resultaterne er  folk glade og ønsker tillykke som om man selv havde spillet.

Fodbold på denne måde er fint. Og vi glæder os nok lidt mere nu, hvor Danmark ikke er helt umulige - ihvert fald resultatmæssigt.

Danmark skal spille den 13. juni mod Portugal og den 17. juni mod Tyskland, og det er helt sikkert, at det er fodboldkampene fjernsynene er indstillet på. Det er ikke valghandlingen i Grækenland samme dag.

Hernede ser man kun TV, når der er EM-fodbold eller lignende.


Ellers ser man ud over havet!


Fåreklipnings Afterparty

i går var vi inviteret til både fåreklipning og til det selskab, der altid efterfølger fåreklipningen. Det er Adonis, der inviterer og det er hans får, der skal klippes. Adonis er gift med Wanda, som kommer fra Holland, og de har fire sønner. Wanda og Adonis har Sougias bedste spisested "Rembetiko". Vi spiser næsten altid der.

Vi  har efterhåden været til en del fåreklipninger, så da klipningen fandt sted samtidig med at Danmark skulle spille mod Holland, så droppede vi klipningen og så næsten hele fodboldkampen. Den gik ihvertfald bedre end frygtet og forventet.

Klipningen af fårene udføres af Adonis' venner fra Sougia og omegn, og finder sted i Moni- en lille landsby 5 km fra Sougia-  hvor hans mor bor, og hvor fårene lever. Vennerne og familien hjælper med klipningen og som tak og/eller pr. tradition efterfølges klipningen så af et stort græsk måltid med masser af lammekød, græsk salat og pilafris.

Nogle år har spisningen fundet sted i Moni, men andre gange - og således også i år - spises der i en lille skov eller lund i en kløft mellem Sougia og Moni.

Det er ganske, ganske dejligt.

Da vi kom lidt i 9 om aftenen sad der vel 30-35 mennesker ved et langt bord fyldt med alskens mad og drikke. De allerfleste er naturligvis grækere, men i år var der udover Hanne og mig, to englændere - Andrew og Duncan - og en hollænder, Corri. Corri er Wandas mor og altså Adonis' svigermor. Hvordan familieforholdene ellers er i forsamlingen er meget svært at sige, for alle har kusiner og fætre og brødre og nevøer eller gudfædre og det er svært at huske hvordan familierelationerne er. Vi er forlængst holdt op med at sige noget negativt om andre. Det kunne jo være en fætter eller onkel.

Det er en utrolig hyggelig og dejlig fest, selvom vi ikke kan følge ret meget med i konversationen, for slet ikke at tale om de sange, der på et tidspunkt efter en del skåle i den lokale vin, starter ved den ene ende af bordet, for så at følges op af sang fra den anden ende. Sangen veksler fra den ene ende af det lange bord til den anden. Det faktisk meget smukt og bevægende med de mørke græske mandestemmer i den bløde varme nat. Der er ikke megen krisestemning her. Vi er meget meget langt fra euro og drachmer og politik i denne varme smukke nat.

Da to af de meget gamle mænd fra Sougia rejser sig for at køre den knap 2 km til landsbyen rejser vi 5 ikke-græske gæster os også. Vi er måske ikke ligefrem fulde, men en del græsk vin er der kommet indenbords, og vi skal gå ad landevejen i den meget mørke nat. Der er ingen måne, men jeg husker ikke at have set så mange stjerner på så smuk en himmel som i nat.


torsdag den 7. juni 2012

Vandretur og sol

I går stod vi op k. 6:30 og en time senere vandrede vi mod Agia Irini!

Agia Irini er udgangspunktet for vandringer i den dybe og lange kløft, der - naturligt nok - kaldes Agia Irini Gorges. Det er en fin tur på 7 km. og hvis man starter oppe fra med et fald på 500 højdemeter. Vi gik så først fra Sougia de 3,5 km. til der, hvor kløften ender, så gik vi op til udgangspunktet, hvor vi spiste en dejlig græsk salat. Efter en times hvil gik vi ned igen, og nåede Sougia ved 18:30 tiden. 21 km med 500 højdemeter op og 500 højdemeter ned.

Ret matte i sokkerne og noget trætte, for selvom vi har gået denne tur før, så var vi vist ikke lige i form til både op og ned samme dag.

Men det var en smukkere tur end sidst, for det har regnet meget i vinter og i foråret her nede. Så der var meget, meget grønt og masser af blomster i kløften. Og masser af dufte. For slet ikke at tale om masser af fuglesang og kvidren. Det var en rigtig smuk tur igennem kløften.

Desværre har jeg ikke nogen billeder fra turen, for jeg havde kun mit analoge kamera med på turen. Eller rettere jeg havde jo også min telefon, som godt kan tage fine billeder, men det glemte jeg undervejs, fordi jeg var så optaget af at vandre og nyde naturen og turen.

Faktisk var vi så flade, at vi efter spisning gik på hovedet i seng allerede lidt over ti.

Og dagen i dag har bare været sol og afslapning og minimale skridt rundt i Sougia.

Lige nu skriver jeg bloggen på cafe Erontas-Diktamo. De har godt internet, og Jorgos og Yasmina er lige så søde som de andre i Sougia. Man sidder uforstyrret og med fin udsigt over det smukke og i dag fuldstændig spejlblanke Middelhav.

mandag den 4. juni 2012

Ny blogger app.

Jeg har fundet en anden app, som jeg lige må prøve. Den klarer i hvert fald æ, ø og å. Så er der lige det med fotos!


Published with Blogger-droid v2.0.4
Det virker faktisk med denne app: Blogger droid, så nu skal bare lige have købt en reklamefri version.

Erontas-Diktamo

Det er blevet eftermiddag og jeg sidder paa en lille kafe og faar en cappucino. Internettet er fint her, og jeg har det nyeste materiel med, men lur mig om jeg kan faa de tre specielle danske bogstaver til at virke!
Saa nu bliver det med aa, oe og ae! Det er surt, naar man i 2012 har stoerre edb-tekniske problemer end i 2012 eller 2008 for den sags skyld.
Naa, men til selve sagen: alt er stort set ved det gamle her i Sougia. Alle ligner sig selv. Er blevet et aar aeldre, men er ellers stort set uforandrede. Det er OS, der taler om krisen. Det er ikke de lokale graekere. De virker meget, meget langt fra krisen. Nogle taler selvfoelgelig om at der mangler turister og kunder osv. osv. Men andre siger, der faktisk er flere end der plejer at vaere paa dette tidspunkt.
Det vi kan se er, at dem, der plejer at vaere her, er her: Andrew fra Canada, Uli fra Tyskøland og Duncan fra England kommer i morgen.
Jeg tog virkelig fejl mht. pengeautomaten her i Sougia. Jeg var bange for, at der paa grund af krisen ikke ville vaere penge i den, saa derfor har vi jo haevet euro til hele ferien. Men det er ikke et problem at faa fyldt penge i automaten, for maskinen blev nedlagt i juli
sidste aar!
Nu ville jeg saa lige laegge et billed fra kafeen med paa dette indlaeg, men jeg kan ikke faa det til at virke.
Nu prøver jeg så Googles egen app "Blogger". Den virker i hvert fald med æ, ø og å, så må vi se om jeg kan få den til at lægge billeder op.
Det kan jeg ikke. App'en crasher, når jeg prøver at lægge fotos på.
Nu prøver jeg om det skulle gå bedre på min HTC-telefon end på denne ASUS Pad.

Det er helt absurd: jeg kan godt lægge billeder på via telefonen, men ikke via pad'en.

Jeg er ked af og dybt frustreret over, at jeg har så meget bøvl med det tekniske, at der ikke bliver plads til det egentlige. Jeg vil prøve at tage mig sammen i morgen og måske skal jeg bare blogge fra min telefon, som jeg gjorde i Spanien.

Internetvanskeligheder

Hele konceptet med en blog fra Sougia  bygger på at der er et velfungerende internet fra værelse 14 hos Captain George. Der er internet, men det fungerer p.t. rigtig dårligt. Kaptainen fortæller, at han betaler for 20 MBit, men at han kun får 1,5 Mbit. I hvert fald så fungerer det ret dårligt, så mine lange fortællinger om stort og småt distraheres umådeligt af det dårlige net.

Især oplægning af billeder er et stort problem med en svag forbindelse.

Jeg prøver i morgen at gå på nettet fra en af kafeerne. Jeg håber så, at kunne sende nogle billeder fra Sougia.

lørdag den 2. juni 2012

11.898 meter oppe!

Det er lidt vildt, hvis det virker. Vi sidder i et fly omkring 10.000 meter oppe og blogger. Norwegian leverer gratis wifi. Jeg har prøvet at sende et foto med, men det kikser.

Nu prøver jeg bare at sende denne hilsen.

onsdag den 30. maj 2012

Begynderfejl - undskyld!

Jeg er vist kommet til at bøffe godt og grundigt i det under oprettelsen af denne blog. Man kan (og skal) beslutte, hvem der kan se den. Altså om det skal være alle, eller ens familien eller venner. Jeg har så valgt alle mine kontaktpersoner (det er jo ret naturligt), men jeg har ikke vidst, at der straks bliver skrevet ud til alle!

Og da jeg rodede noget rundt i det, så er jeg bange for, at I måske har fået invitationen op til mange gange. Min egen hotmail adresse fik den 7 eller 8 gange.

Jeg undskylder ulejligheden!

Til gengæld bliver bloggen jo så lidt mindre privat end jeg havde forestillet mig :-)

Stille eftermiddag i Sougia

Billedet er fra sommeren 2011

Afsted på lørdag den 2. juni 2012

Så skal vi afsted til Sougia igen. Denne gang med Norwegian til en pris af 1.663,40 kr. for to personer tur/retur inklusive betaling for 2 kufferter hver vej a 80,-kr.

Ganske vist er rejsen bestilt og betalt i oktober sidste år, og "varen" er heller ikke leveret endnu, men at flybranchen har problemer illustrerer denne pris vel meget godt.

I øvrigt glæder vi os utroligt til at komme til Sougia igen.

Ny blog fra Sougia

Hanne og jeg har tidligere skrevet på en blog fra vores vandringer i Spanien. Det har - i hvert fald for os selv - været en god oplevelse, så derfor prøver vi nu med en lille blog fra vores sædvanlige feriested: SOUGIA på sydkysten af Kreta.