mandag den 3. juni 2013

Vejret

I bogen om Athen i Aarhus Universitetsforlags serie "Vide Verden" skriver Ivar Gjørup om to græske borgere i det gamle Athen, som mødes på byens torv (side 250-251):

"Der må hilses, det kan ikke undgås. Men hvad skal de tale om? Vejret kan de ikke begynde på: det er den nødløsning, vi andre griber til. Græsk havde ikke noget ord for 'vejr'. Oldgræsk var et højpandet sprog."

Det var derfor de gamle grækere måtte snakke  om højpandede ting som politik, filosofi, matematik osv. Vejret kunne de jo ikke spilde tiden på, når ordet ikke fandtes.

Jeg har spurgt forskellige vidende mennesker, men ingen har kunnet sige, om det er rigtigt, at oldgræsk ikke havde et ord for vejr.

Andre folkeslag har faktisk heller ikke noget ord for 'vejr'. En pålidelig kilde har (Faiza) har eksempelvis fortalt mig, at man heller ikke på nubaernes sprog hebanisk har et ord for vejr. Man kan tale om, at det er varmt eller meget varmt, eller at det regner meget eller lidt, men ikke om 'vejret'.

Jeg ved ikke om det er turisternes skyld eller vejrets skyld, men tiderne har så sandelig forandret sig: Nu snakker vi hele tiden om vejret. Også hernede på Kreta. Vi snakker rigtig, rigtig meget om 'vejret'. Hvordan det har skiftet: sådan var det ikke i gamle dage, og normalt har vi ikke sydvestvinde efter 15. maj osv.osv.

I sidste uge sejlede færgerne langs Kretas sydvestkyst ikke i to dage på grund af 'vejret': det blæste og der var kæmpestore bølger og dønninger, hvis rester kan ses i forrige blogindlæg. Det er jo til at tage og føle på. Det betyder virkelig noget.

Men når man for eksempel i DRs nyheder bruger 10 minutter til "Vores vejr", så er vi vel ved at kamme lidt over?

Nå, men ellers er her dejligt varmt med sol i lange baner her i Sougia og vi nyder det.

søndag den 2. juni 2013

Store bølger

Efter gårsdagens mærkelige overskyede vejr regnede det lidt i nat, og det har blæst så det hylede. Morgenen var fyldt med sorte truende skyer, men hen på formiddagen klarede det op og det  blev dejligt solskinsvejr med nogen vind. Ind imellem også kraftige vindstød. Her er varmt, men dejligt.

Vinden kommer fra sydvest og har givet nogle store kraftige dønninger, vi kunne nyde på stranden i dag. Der var nogle få, der gik i vandet på trods af de store bølger, men de fleste gik eller lå på starnden med eller uden hat.

Jeg vender ved en anden lejlighed tilbage til det med vejret.




lørdag den 1. juni 2013

En overskyet dag

I dag er solen blevet lidt væk for os. Det er overskyet, men varmt. Der er nogle turister, der ligger på stranden. Nogle af dem - få - bader også. Men de fleste sidder på caféerne eller dasker lidt rundt eller er måske på deres værelser.

Nogle af de lokale - Roxannnes barnebarn og hendes veninde - leger uanfægtet af vejr og turister, de lege små piger nu engang leger.















At Roxannes gæster så ikke kan bruge barstolene spiller ingen rolle her.

fredag den 31. maj 2013

Vandring i Aghia Irini kløften

I dag tog vi bussen kl. 7:00 fra Sougia til Aghia Irini for at vandre ned igennem kløften sammen med Denis og Margit. Det var en dejlig afslappet tur med masser af fuglesang og -kvidder, blomster og sommerfugle.

Vi tog os god tid og nød turen mere end de gange, hvor vi er okset både op og ned på samme dag. Det var rigtig dejligt.

Margiit og Denis nød vist også turen, som det ses på billedet, der er taget på vejen efter man er kommet ud af kløften.

onsdag den 29. maj 2013

Fiskeri

Sougia har nogle få fiskere, som leverer frisk fisk til nogle af restauranterne i byen. Det er desværre sjældent vi spiser frisk fisk mens vi er i Sougia, for fisken er faktisk ret dyr. Det virker i øvrigt som om der er færre af de lokale "halvprofessionelle", der fisker i år.

Hverken kaptajnen eller Michaelis har til eksempel været ude at fiske i år.

Fiskebådene er ret maleriske, som det ses af billedet.

tirsdag den 28. maj 2013

Blomster og vejskilte



Man går heldigvis mere op i blomster end i vejskilte i Sougia, så det vrimler med blomster, i  hvert fald på denne tid af året.

Der er i øvrigt kommet mange flere vejskilte i byen, fordi man har ensrettet trafikken i byen. Eller rettere, man har forsøgt at ensrette den, men ensretningen respekteres vel kun af turister, der ikke ved bedre end at adlyde skiltningen. Måske virker det bedre til sommer, når der er noget mere trafik end nu.

søndag den 26. maj 2013

Sougia 2013


Så er vi her igen! Super dejligt, og den lille landsby ved det store blå Middelhav ligner sig selv.
Vi har endnu ikke nået at hilse på alle dem vi kender i Sougia. Vi har brugt dagen på stranden og været i vandet! Vandet var friskt! Margit og Denis var mere friske end os. De var i flere gange, for nu ikke at sige adskillelige gange.

Det er dejligt at være her igen og vejret er lige nu helt perfekt: varmt, men ikke ulideligt og næsten ingen vind. Og nætterne er stadig - ikke kølige - men behagelige.