Torsdag morgen tog vi færgen fra Sougia til Aghia Roumeli for at tage på en lille udflugt fra strand- og daselivet og for at vandre en tur på Kreta, vi ikke havde prøvet tidligere,
Vi ville nå frem til en lille landsby oppe i bjergene: Agios Ioannis, hvor vi havde bestilt en overnatning på et lille hostel "Alonia" (
www.alonia.gr). Vi havde fået stedet anbefalet af flere.
Fra Aghia Roumeli vandrede vi ad kysten og nåede frem til Aghios Pavlos: et lille kapel, næsten gemt væk bag en noget pauvert udseende taverna eller hvad man skal kalde det. Man skal hen over nogle meget store sanddyner for at nå frem. Vi spiste en græsk salat og fik en appelsin juice dertil.
Godt en kilometer længere henne at stien delte den sig i én der gik langs kysten til Loutro og i én, der gik op over bjergsiden, op til Agios Ioannis. Stien er meget, meget flot afmærket med hvide og røde streger, og der er endnu ikke nogen, der har stjålet skiltene, som det er sket med skiltene på E4-vandreruten.
Vi valgte naturligvis stien til venstre op ad bjergsiden, og i begyndelsen så den ganske tilforladelig ud, som man kan se på billedet. Smuk og faktisk meget skyggefuld.
Senere begyndte det dog at se noget anderledes ud. Det var rigtig stejlt! Det stejle og anstrengende fremgår desværre ikke særlig klart af ovenstående billede, men det antyder det vel lidt.
Nogle sektioner af stien var gamle - nærmest brolagte - æselstier, og de var helt fine at gå på, men særlig sikrede er de jo ikke.
Og langt ned er der også.
Det var ikke sjovt at kikke sig tilbage og se dér, hvor vi lige havde gået. Der var meget, meget langt ned. Faktisk er stigningen nede fra vandet og op 600 meter. Med op menes op til den "kant", hvor det flader noget ud. Derfra var der yderligere en stigning på et par hundrede meter til landsbyen Agios Ioannis. Så i alt gik vi godt 800 meter op den dag.
Det var hårdt og også rædselsfuldt. Hanne er bange for at gå nedad, men kan klare at gå opad, hvis stien er nogenlunde og jeg har det svært med at få luft, når jeg aser opad. Vi var noget smadrede, da vi nåede "kanten", og heldigvis havde Denis og Margit fortalt os, at der ventede yderligere 200 meters stigning efter vi troede at vi var "oppe".
Men i Agios Ioannis ventede der os også et dejligt helt fantastisk fredeligt sted "Alonia" hvor vi spiste og over nattede og fik vasket sveden og anstrengelserne af os.
Vi havde en hilsen med til ejeren Adonis fra vores egen Adonis i Sougia, og den gode modtagelse blev ikke ringere af dette. Ejeren og hans kone Anna har lavet et dejligt sted her. Der er fem rum med i alt 14 sengepladser. Måske bygger han endnu et rum, men han ønsker ikke det bliver større. Alonia har en lille hjemmeside:
www.alonia.gr på både græsk og engelsk.
Vi havde fået at vide, at Alonia kun serverede vegetar mad, men vi fik den dejligste gederet! Og man kan jo - som nogen gør - sige, at geden jo lever vegetarisk, så...
Vi gik i seng ved 21-tiden efter middags måltidet og var helt, helt færdige. Det havde været en hård dag både fysisk og psykisk. Men selvom vi var flade, så lagde vi os glade efter at have overlevet og endnu engang set fuldmånen over bjergene.